Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Tilsyn

Dagplejekonsulenternes rolle

Dagplejekonsulenterne er  tilknyttet et bestemt geografisk område.

I dagplejen vægter vi det nære og trygge miljø. En stor værdi i dagplejen er, at barnet bliver passet i hjemlige familiære omgivelser, hvor barnet har daglig kontakt med en fast voksen. Det er vigtigt for os, at det enkelte barn føler sig set og mødt i relationen. Vi har en anerkendende tilgang til barnet, hvor der er tid og ro til fordybelse i legen og udvikling af sociale færdigheder.

Dagplejekonsulentens primære opgave er at føre anmeldte og uanmeldte tilsyn i dagplejehjemmet og i legestuen. Det er dagplejekonsulentens opgave at sikre, at dagplejerne udfører et kvalificeret pædagogisk arbejde i forhold til børn og forældre i overensstemmelse med dagplejens målsætning og læreplan. 

Kerneopgaven er at støtte dagplejerne i at sikre det enkelte barn og børnegruppens følelsesmæssige og sociale udvikling, så barnet har en tryg og sikker fornemmelse af sig selv.

Dagplejekonsulenternes tilsyn

Det pædagogiske tilsyn foregår hos den enkelte dagplejer. Samarbejdet mellem dagplejekonsulent og dagplejer bygger på gensidig tillid og respekt. Det er gennem dialogen og den coachende tilgang den pædagogiske vejledning udføres. Dagplejer og dagplejekonsulent er begge aktive medspillere ved tilsynet, og der er fokus på udvikling af dagplejers faglige kompetencer.  For at sikre dette, er det vigtigt at samarbejdet mellem dagplejekonsulent og dagplejer er baseret på et grundsyn, der er anerkendende og udviklingsorienteret.

Grundlæggende er dagplejekonsulent og dagplejers kerneopgave at sikre det enkelte barns trivsel, læring og udvikling. I hverdagen betyder det, at vi som dagplejekonsulenter på tilsyn taler om det enkelte barn med udgangspunkt i den nye styrkede læreplan samt et inspirerende og lærerigt børnemiljø.

Vi er en professionel institution, som arbejder ud fra en høj faglighed. Det betyder, at vi er meget bevidste om at uddanne dagplejerne, så de får en større bevidsthed om deres dagligdag samt de får koblet teori på den store praksisviden de i forvejen har.

Alle dagplejer har åbent 47 timer om ugen - fordelt i tidsrummet 06.00-18.00 mandag til fredag

Åbningstider er individuelle - dvs de varierer fra dagplejer til dagplejer.

Du kan se åbningstiderne på den enkelte dagplejer i MItKolding i bookingbilledet under "Vis detaljer"